Velkommen til efterårsferiens store akvarelkursus, hvor det handler om dig, dine motiver og din måde at male på. Her får du personlig sparring, konkrete teknikker og masser af inspiration til at videreudvikle dit personlige billedsprog i akvarel. Vi kalder det en masterclass, fordi du på dette kursus bliver opfordret til at søge efter det, der gør dit akvarelmaleri til kunst.
Kurset begynder allerede før første penselstrøg: Du har mulighed for at sende stikord og billeder af dét, du gerne vil arbejde med, senest den 29. september til underviser Anne Skole Overgaard på anne.skole@hotmail.com. Ud fra deltagernes ønsker skræddersyr hun et kursusforløb, der både rummer fælles øvelser, demonstrationer af akvarelteknik og maser af tid til den individuelle fordybelse i egne motiver med Anne som personlig sparringspartner.
Kursets grundtanke er for det første, at man lærer optimalt ved at få hjælp og sparring af en akvarelekspert, mens man er i gang med sin egen maleproces. For det andet, at det er en befrielse at kunne male dét, man vil, når man teknisk er rustet til det. Og sidst men ikke mindst, at det er utroligt inspirerende og energiskabende at arbejde side om side og følge hinandens maleprocesser.
Som altid vil vi desuden kigge de bedste klassiske og moderne akvarelkunstnere over skulderen og tale om akvarellens relevans i samtidskunsten.
Det får du undervisning i:
– At blande farver – ikke mindst de svære – så de lever og lyser.
– At arbejde med skygger og baggrunde, så motivet fremhæves.
– At skabe stærke kompositioner, der fanger øjet og styrker dit udtryk.
– Gode fremgangsmåder til forskellige typer akvarelmotiver.
– At vælge materialer, der passer til både udtryk og motiv.
– At skabe den ønskede helhed og stemning i dine værker.
– At formulere dit personlige udtryk, og undersøge hvad der gør det til kunst.
Hvem kan deltage?
Kurset henvender sig til dig, der er har et vist kendskab til akvarellens grundlæggende teknikker og har prøvet at blande farver. Er du i tvivl om kurset passer til dig, er du velkommen til at kontakte Anne på tlf. 28760454.
Materialer:
På kurset bruger vi akvarelmaling i god kvalitet, som vi fortynder med vand. Vi maler på forskellige typer akvarelpapir. ALLE nødvendige materialer er inkluderet i prisen.
Du er dog også velkommen til at medbringe de farver, du normalt bruger, da det kan være nyttigt at afprøve, hvad de kan i kombination med underviserens forslag til farver og mærker. Det samme gælder dine foretrukne pensler, da valg af pensel er meget personligt. Der er dog rigeligt med pensler i forskellige størrelser og kvaliteter, så man kan prøve forskellige typer.
Først og fremmest skal du dog medbringe dit gode humør og en madpakke. Akvarel skylles nemt af tøjet, men tag alligevel en maleegnet trøje på.
Underviseren:
Anne Skole Overgaard er uddannet på det Jyske Kunstakademi og arbejder med akvarel-, akryl- og oliemaleri i et realistisk formsprog. Hun har 15 års erfaring som underviser på alle niveauer fra højskole til kunstakademi. Du kan se eksempler på hendes arbejde på www.anneskole.dk.
Tid:
Alle dage kl. 10-15.30 inkl. en halv times spisepause.
Sted:
Jacob Hoff Studio, Sydvestvej 123b – et stort, lyst atelier. Se kort: Sydvestvej 123 – Google Maps
Kommer du med offentlig transport: Atelieret ligger ikke langt fra Glostrup St. Du kan gå herop på 20 minutter eller tage bus 123.
Kommer du i bil: Der er som regel plads til at parkere i gården. Husk at bede underviseren om en dagslicens, når du ankommer.
Pris:
3750 kr. I prisen er inkluderet materialer samt kaffe, te og lidt sødt.
Lille hold med maks. 8 deltagere, så der er god tid til vejledning af den enkelte.
Hvis du ønsker at annullere din tilmelding, kan tilbagebetaling af det fulde gebyr ske indtil to uger før kursets planlagte start – dvs. senest d. 28.9.2025. Er der mindre end to uger til start, er tilmeldingen bindende – uanset årsag – og gebyret kan ikke refunderes. Du er dog altid velkommen til at ringe eller skrive til mig, hvis du efter annulleringsfristen bliver syg eller er forhindret på anden vis, da jeg af og til har ventelister. Hvis en person fra ventelisten kan tage din plads, får du det fulde beløb retur.
Kan et hold ikke gennemføres pga. for få tilmeldinger eller underviserens sygdom, returneres hele gebyret.
Spørgsmål?
Du er meget velkommen til at ringe til Anne Skole Overgaard på 28 76 04 54, hvis du har spørgsmål til kursets indhold.
3.750,00 kr.
Ikke på lager