Kursus i blomsterakvarel

21.11.2025

Årets gang i blomster – blomsterakvarel gennem fire årstider

På årets sidste blomsterkursus maler vi os gennem årets cyklus – fra forårets spæde knopper over sommerens farvepragt til vinterens sarte rim på de sidste roser. Du lærer at fange årstidernes skiftende stemninger og at blande farver, der matcher hver sæsons udtryk.

Vi arbejder med både detaljerede og hurtigere blomsterakvareller, med fokus på penselstrøget  – de er velegnede til f.eks. kort, gaver eller måske en personlig blomsterkalender for 2026. Du lærer, hvordan du med enkle greb kan skabe levende og stemningsfulde blomsterbilleder, uanset om blomsten er frisk og frodig eller dækket af snekrystaller.

Undervisningen varetages af Anne Skole Overgaard, en af Danmarks mest markante og nytænkende blomsterakvarelmalere. Hun guider dig gennem teknikker og materialer og hjælper dig med at se, forstå og male blomsternes former og farver med klassiske og moderne akvarelteknikker.

 

Du lærer blandt andet:

  • Optegningsteknikker til forskellige blomster
  • Udvidet farvelære med fokus på årstidernes blomster
  • At arbejde med lys og skygge i blomsternes komplekse former
  • Opbygning af blomsterakvareller: lag-på-lag og vådt-i-vådt
  • Materialelære: farver, mærker og papirtyper særligt velegnede til blomster
  • Valg af pensler og papir til både detaljerede og hurtige blomsterakvareller

 

Kurset giver dig desuden et indblik i blomstermaleriets lange tradition og viser, hvordan genren stadig har relevans i samtidskunsten.

 

Hvem kan deltage?

Kurset henvender sig til dig, der allerede har et vist kendskab til akvarellens grundlæggende teknikker og har prøvet at blande farver. Tidligere deltagere på Annes blomsterkurser er meget velkomne – vi arbejder altid med nye blomster og tilgange, så du vil få ny inspiration og læring.
Er du i tvivl, om kurset passer til dig, er du velkommen til at kontakte Anne på tlf. 28 76 04 54.

 

Materialer:

På kurset bruger vi akvarelmaling i god kvalitet, som vi fortynder med vand. Vi maler på forskellige typer af akvarelpapir. ALLE nødvendige materialer er inkluderet i prisen.
Du er dog også velkommen til at medbringe de farver, du normalt bruger, da det kan være nyttigt at afprøve, hvad de kan i kombination med underviserens forslag til farver og mærker. Det samme gælder dine foretrukne pensler, da valg af pensel er meget personligt. Der er dog rigeligt med pensler i forskellige størrelser og kvaliteter, så man kan prøve forskellige typer.

Først og fremmest skal du dog medbringe dit gode humør og en madpakke. Akvarel skylles nemt af tøjet, men tag alligevel en maleegnet trøje på.

 

Underviser:

Anne Skole Overgaard er uddannet på det Jyske Kunstakademi og arbejder med akvarel-, akryl- og oliemaleri i et realistisk formsprog. Hun har 15 års erfaring som underviser på alle niveauer fra højskole til kunstakademi. Du kan se eksempler på hendes arbejde på www.anneskole.dk.

 

Tid:

Fredag d. 21.11.2025 kl. 17.30-21.00.

Lørdag d. 22.11.2025 kl. 10-15.30.

Søndag d. 23.11.2025 kl. 10-15.30

Alle dage inkl. en halv times spisepause.

 

Sted:

Jacob Hoff Studio, Sydvestvej 123b – et stort, lyst atelier. Se kort: Sydvestvej 123 – Google Maps Kommer du med offentlig transport: Atelieret ligger ikke langt fra Glostrup St. Du kan gå herop på 20 minutter eller tage bus 123. Kommer du i bil: Der er som regel plads til at parkere i gården. Husk at bede underviseren om en dagslicens, når du ankommer.

 

Pris:

2200 kr. inkl. brug af alle nødvendige materialer samt kaffe og te og lidt sødt.

Lille hold med maks. 8 deltagere, så der er god tid til vejledning af den enkelte.

Hvis du ønsker at annullere din tilmelding, kan tilbagebetaling af det fulde gebyr ske indtil to uger før kursets planlagte start – dvs. senest 6.11.2025. Er der mindre end to uger til start, er tilmeldingen bindende – uanset årsag – og gebyret kan ikke refunderes. Du er dog altid velkommen til at ringe eller skrive til mig, hvis du efter annulleringsfristen bliver syg eller er forhindret på anden vis, da jeg af og til har ventelister. Hvis en person fra ventelisten kan tage din plads, får du det fulde beløb retur.

Kan et hold ikke gennemføres pga. for få tilmeldinger eller underviserens sygdom returneres hele gebyret.

 

Spørgsmål?

Du er meget velkommen til at ringe til Anne Skole Overgaard på 28 76 04 54, hvis du har spørgsmål til kursets indhold.

 

 

21.11.2025

Årets gang i blomster – blomsterakvarel gennem fire årstider

Underviser:
Anne Skole Overgaard
Hvornår:
November 21, 2025 17:30 – 21:00
November 22, 2025 10:00 – 15:30
November 23, 2025 10:00 – 15:30

2.200,00 kr.

8 på lager