Nyhedsbrev, august 2025

Kære kunstven
 
Så er der nyt fra atelieret, hvor jeg arbejder på højtryk med malerierne til efterårets to udstillinger.

Som læserne af tidligere nyhedsbreve vil vide, er jeg blevet inviteret til at deltage i en gruppeudstilling på Museum Ovartaci, og jeg har i samme periode en duoudstilling på Galleri Hjorth sammen med ingen ringere end mine gode ven og medunderviser, Anne Skole Overgaard. Så der skal males nogle billeder og ikke mindst tænkes nogle billedtanker!

Nu er jeg netop heldigvis blevet færdig med værkerne til Ovartaci-udstillingen. Det er blevet til et triptykon bestående af tre fiktive portrætter baseret på Ovartacis dukker – og jeg er godt tilfreds med resultatet af arbejdsprocessen, som har været både krævende og lærerig. Længere nede i dette nyhedsbrev vil jeg fortælle mere indgående om processen, og du får også et eksklusivt preview af resultatet 😊Jeg sender dig en særskilt indbydelse til udstillingens fernisering, men du kan allerede nu skrive datoen i kalenderen: 2. oktober.

Jeg vil også benytte mig af lejligheden til at fortælle om et nyt kursustiltag med en meget spændende underviser, som jeg mødte i foråret. Han hedder Nemanja Askov og er oprindeligt uddannet billedhugger og maler fra kunstakademiet i Beograd efterfulgt af en filmuddannelse i London. I dag er han bosat i København, hvor han har atelier og driver udstillingsstedet TITLED på Nørrebro. Nemanja har sagt ja til at lave et kursus om at skabe rum på 2-dimensionelle flader – en viden som er helt essentiel for alle malere og tegnere, men som sjældent præsenteres i et samlet og letforståeligt format. Læs om kurset nedenfor. Det vil uden tvivl styrke dit maleri, uanset om du er ny eller en mere erfaren maler.

Sidst men ikke mindst en anbefaling af en udstilling, som jeg synes, du skal se: Robert Longo på Louisiana.
 
Bedste malerhilsner
Jacob
 
Fra dukker til portrætter – et triptykon i dialog med Ovartaci
 
Jeg fik i vinter en invitation til at deltage som gæstekunstner på udstillingsprojektet PROvartaci – at være menneske, hvor kunstnersammenslutningen PRO besøger outsiderkunstneren Ovartacis museum i Århus. Opgaven gik ud på at skabe et nyt værk i dialog med Ovartacis kunst.

Hvis du ikke kender Ovartaci, har jeg tidligere skrevet om ham her: https://us8.campaign-archive.com/?u=99b58410155eb7f3d0b7cd4eb&id=fa6bcc5506


 
Arbejdsprocessen startede med en grundig research på Ovartacis biografi og kunst. Jeg fandt ud af, at Ovartaci udover sit billedunivers havde skabt en række store dukker i papmaché, som han betragtede som sin familie – sine søstre. Jeg udvalgte tre af dukkerne og besluttede, at jeg ville lave portrætter af dem. Min intention var at anerkende O’s syn på dukkerne som levende personligheder, ikke blot kunstværker.

Mit mål var at vise dem, som han måske så dem – transcenderende papmachéens stivhed og (næsten) menneskelige. Parate til at indgå i de relationer, kunstneren savnede i sit isolerede liv som psykiatrisk patient. Jeg kunne her ikke lade være med at tænke på den græske mytologis sagn om den cypriotiske konge Pygmalion, der skabte en skulptur af sin idealkvinde og forelskede sig i den, hvorpå guderne forbarmede sig over ham og gjorde skulpturen levende. Al kunst og kunstoplevelse skriver sig ind i en kulturel kontekst – også outsiderkunst.

    
De tre søstre: Verda, Lulu og Pupparpasta


Jeg lavede i første omgang et idéoplæg til udstillingens kurator i form af en række skitser, hvor jeg forsøgte at give et første bud på, hvad jeg oplevede, figurerne rummede af personlighed.
 
  
 
For et par måneder siden gik jeg så i gang med de endelige værker. I arbejdsprocessen forsøgte jeg at lægge ansigtsstrukturer ind i de meget forenklede dukkeansigter, samtidig med at jeg anstrengte mig for at bibeholde og fortolke deres individuelle udtryk. Mit mål var hele tiden at lande portrætterne et sted, hvor de ved første blik lignede levende menneskelige væsner, men ved nærmere granskning afslørede deres dukkeherkomst.

Jeg traf også den væsentlige beslutning af lægge portrætterne ind i det grønne univers, som mange af mine øvrige malerier i disse år befinder sig i. Den grønne farve er for mig en måde at signalere uvirkelighed – at bringe motiverne hen til et sted, hvor virkeligheden er til forhandling.

Nedenfor kan du se et par procesbilleder fra arbejdet med ”Lulu”.

   


Det samlede triptykon – dvs. et trefløjet værk – kan ses på Museum Ovartaci fra d. 2. oktober. Her får du, kære læser, et glimt af det, som det lige nu hænger på atelieret i Glostrup.



Hvert billede måler 70 x 50 cm.
At skabe rum på fladen – nyt kursus i november
 
Nemanja Askov gæster atelieret i november og underviser på weekendkurset ”Painting Space”. Her giver han en samlet introduktion til begrebet rumdannelse i maleriet.
 

 
På kurset skal vi arbejde med, hvordan man skaber illusionen af dybde på en flade – dvs. i tegninger og malerier. Med udgangspunkt i klassisk europæisk maleri vil vi undersøge, hvordan lineært og atmosfærisk perspektiv, overlap, skalaforhold og lys kan bruges til at opbygge rum i billeder. Vi arbejder både ud fra fysiske opstillinger og fotografier og bruger smartphonekameraet som et praktisk redskab til at forstå billedkomposition – ikke for at kopiere virkeligheden, men for at analysere den.
 

 
Øvelserne spænder fra hurtige skitser til mere gennemarbejdede studier i kul og akryl. Kurset er åbent for alle niveauer, og der gives individuel feedback. Undervisningen foregår på letforståeligt engelsk, og underviseren taler også dansk.
 
Du kan læse mere detaljeret om kurset og tilmelde dig her.

Se det samlede kursusprogram for Jacob Hoff Studio i efteråret her.
August måneds kunstanbefaling

Robert Longo på Louisiana
 



Jeg er netop kommet hjem fra en af de mest spektakulære udstillinger, jeg har set i lang tid. Kæmpestore fotorealistiske kultegninger af amerikanske Robert Longo. Jeg har endnu ikke sundet mig fuldstændig ovenpå oplevelsen, så jeg vil overlade beskrivelsen til Louisiana her:
https://louisiana.dk/udstilling/robert-longo/
 
Blot skal lyde en stor opfordring til dig om at gå op at se den – og til mig selv: Se at få fundet tegnekullet og papiret frem!

Flere nyheder